Odder Folkepark

På kun 5 dage forvandlede Studio mockup parkeringspladsen ved Odder Rådhus til en midlertidig grøn oase på 2.300 m2 i Odder midtby. Parken gik under navnet Odder Folkepark og rummede elementer for alle byens borgere, lige fra naturlegeplads til de små til samtalemøbler og små pusterum til de ældre.

Til etableringen af parken blev der udlagt over 100 tons muldjord formet som små bakker, plantet 30 store træer, udrullet over 2.000 m2 rullegræs og placeret 3 vognlæs egestammer og natursten.

Parken havde til formål at øge forbindelsen mellem to væsentlige områder i Odder. Under hele projektperioden kunne borgere og forbipasserende komme med feedback på projektet via en fysisk stander placeret centralt i Folkeparken. Den generelle tilbagemelding var yderst positiv og byrådet i Odder vil derfor nu undersøge mulighederne for at etablere en permanent park med afsæt i denne midlertidige afprøvning.

Studio mockup vil gerne give en stor tak til følgende sponsorer af projektet:

  • Ny Fillerup Savværk
  • Staermoes Industry
  • Stark Odder
  • Odder Vognmandsfirma

Tidspunkt –  September 2018
Kunde – Hele Landet
Projektejer – Odder Kommune

Kort om hovedprojektet:
I forbindelse med udviklingen af en ny udviklingsplan for Odder bymidte blev der igangsat en række midlertidige afprøvninger, med det formål at afprøve og opkvalificere elementer til Odders fremtidige bymidte.

Studio mockup har stået for udvikling og opførelse af alle de fysiske elementer i disse afprøvninger, herunder det projekt der vises her.